Sunday, October 18, 2009

København skal være fri for handlede kvinder i 2015

I dag er det EUs antitrafficking dag. Den anledning vil jeg gerne benytte til at sætte fokus på, hvad København kan gøre.

Det her er en hjertesag. Det er på tide at København handler i forhold til de kvinder, som er ofre for menneskehandel i København.

Menneskehandel er noget af det mest modbydelige, og vi må gøre noget nu! Den overskyggende grund til, at det overhovedet kan finde sted er, at der er mennesker, der lever i fattigdom. Og ingen tvivl om, at det ville være bedst at gøre noget ved problemet der, hvor det opstår.

Men som kandidater til borgerrepræsentationen for København har vi valgt at kigge på, hvad vi kan gøre lokalt. Derfor har vi i dag den 18. Oktober valgt at sætte fokus på, hvad København kan gøre for at hjælpe de handlede kvinder der er her.

Vi sætter et ambitiøst mål og arbejder for, at der ingen handlede kvinder er i København i 2015. Urealistisk – ja måske, men hellere sætte overlæggeren for højt end ikke at gøre noget. Og vi ved godt, at nogle af vores tiltag skal besluttes på Christiansborg, men vi vil arbejde for:

Flere opsøgende gadeplans-arbejdere ansat af enten kommunen eller organisationerne der allerede arbejder med prostitution/handlede kvinder.

Dusør på 50.000 kr. til de kvinder som angiver deres bagmand. Pengene kan give kvinderne muligheden for en ny start, således at de ikke tvinges ud i prostitution. Dusøren skal naturligvis kombineres med et vidnebeskyttelsesprogram.

Fere penge til Reden, Hopenow, Safe and Alive og andre organisationer, der arbejder med området. Men også en sikring af at disse organisationer arbejder samme de steder, hvor det giver mening.

Oplysning: Der skal mere og bedre oplysning til i oprindelseslandet så alle er klar over, hvad der i realiteten sker med de mennesker, som sælges.

Derudover skal vi sætte ind med lovgivning, oplysning, forbud og ressourcer.

Lovgivning: Mennesker, der er blevet handlet, skal have asyl - og hvis de vidner mod deres bagmænd skal de tilbydes et vidnebeskyttelsesprogram.
Forbud: Det er alment kendt at især handlede kvinder bliver tvunget til prostitution. Det skal simpelthen være forbudt at gå til handlede kvinder for sex. De er ikke prostituerede og har ikke selv valgt det - i andre tilfælde kalder vi det for voldtægt.
Ressourcer: Der er afsat et halvt årsværk i Københavns politikreds til at bekæmpe menneskehandel og 70 årsværk til Christiania-indsatsen. Det er selvfølgelig ikke politiets skyld, men prioriteringen den er gal med.

Se evt denne artikel på http://politiken.dk/politik/article811380.ece#

No comments: