Friday, July 13, 2007

Ikke events for enhver pris

Nedenstående debatindlæg, som jeg er forfatter til, er bragt i Jyllands Posten i dag

København bør kun takke ja til begivenheder, der er i overenstemmelse med byens værdier
I Det Radikale Venstre har vi en ambition om, at København skal være en by, der tiltrækker international opmærksomhed på en positiv måde.København skal være kendt ude verden som en mangfoldig, miljøvenlig og erhvervsvenlig storby.Derfor er det også en styrke at få udenlandsk arbejdskraft og internationale begivenheder til hovedstaden.

Særligt i de seneste år er der kommet fokus på værdien af at afholde store internationale events og idrætsbegivenheder i København. MTV's prisuddelingsshow, der blev afholdt i november, og breddeidrætsstævnet Outgames, som kommer til København i 2009, er gode eksempler på dette.

Skærpet profil
Men for Det Radikale Venstre ligger det os på sinde, at vi får skærpet profilen for, hvilke events og begivenheder vi får til byen. Vi skal ikke blot hovedkulds sige ja til en hvilken som helst event eller begivenhed, blot fordi det kan skaffe København på verdenskortet. De skal passe ind i de overordnede værdier, som vi gerne ser, at København skal være kendt for. Derfor er vi heller ikke tilhængere af alle events for enhver pris.

Formel 1
Et godt eksempel på et arrangement, som vi ikke mener, at man bør satse på at få til København er Formel 1 grand prix. En larmende, forurenende og CO -2 -tung begivenhed i de københavnske gader hænger simpelt hen ikke sammen med ambitionen om at blive Europas miljømetropol. Vi kan ikke på den ene side arbejde for at begrænse C0 -2 -udslippet i København gennem en begrænsning af antallet af biler, og så på den anden side arbejde for at tiltrække et gammeldags forurenende motorløb.
Uheldigvis har København en kulturborgmester, som er så forhippet på at få kommercielle arrangementer til København, at han glemmer, at der kan være bagsider af medaljen. Kulturborgmester Martin Geertsen (V) klappede i sine hænder ved udsigten til et Formel 1 løb i Københavns gader.

Lav en strategi
Det Radikale Venstre finder vi dette forfejlet. Vi mener, at der bør være en sammenhæng mellem det, som vi siger, og det, som vi gør. Derfor ser vi også gerne, at der laves en sammenhængende strategi for de begivenheder, som vi skal have til København. Der skal være overensstemmelse mellem de overordnede værdier, som København skal stå for, og de begivenheder, som vi lægger tid og kræfter i at få til København.

No comments: