Wednesday, October 23, 2013


Ved du, hvem du skal stemme på til regionsrådet?

Er du også en af dem, som ikke ved, hvem du skal stemme på den 19. november? I så fald vil jeg anbefale, at du bruger ét minut på at læse med her. Dit kryds er vigtigt, for du kan være med til at bestemme, hvem der skal vælges ind i Region Hovedstaden og dermed bestemme udviklingen af vores sundhedsvæsen og regionale udvikling.

Katrina Feilberg – din aktive stemme i region hovedstaden.

Jeg stiller op, fordi jeg vil arbejde for et sundhedsvæsen, der hænger sammen.  Et sundhedsvæsen, hvor borgerne oplever, at lægen ved, hvad hospitalet gør – og omvendt. Og at kommunens tilbud ligger i tæt forlængelse af den behandling, som patienten har modtaget.

Derudover skal uligheden i vores sundhedsvæsen væk. Ulighed i sundhed er udtalt i regionen, og middellevetiden varierer med over 10 år lokalt i hovedstaden. Sundhedspolitik er for mig, at enhver borger har lige adgang til de allerbedste behandlinger. Din behandling på hospitalet må aldrig være afhængig af, om du har et stærkt netværk til at hjælpe dig på vej ind og på vej ud af hospitalet.  Alle har ret til den bedste og mest professionelle behandling.

Region hovedstaden som Nordeuropas bæredygtige vækstregion nr. 1.

Region hovedstaden skal som en del af Øresundsregionen være Nordeuropas førende vækstregion til gavn for hele Danmark. Det er min vision for hovedstadsregionen.  Region Hovedstaden skal kunne måle sig med de øvrige skandinaviske hovedstæder, samt de større nordeuropæiske byer, som Hamborg og Amsterdam. Og væksten skal være bæredygtig og grøn.

Målet er, at der sker en årlig vækst på 5 procent i hele Region Hovedstaden og at der skabes 30.000 private jobs frem mod 2020. Samtidig skal region Hovedstaden være Danmarks første CO2 neutrale region i 2050.

For at nå de mål, er min ambition, at regionen sætter sig i spidsen sammen med kommunerne og gennemtænker infrastruktur, erhvervsvilkår, udvikling i de internationale uddannelser og de vilkår vi byder udenlandsk arbejdskraft, når den kommer til landet

Om mig

Jeg er en kompromissøgende politiker, men jeg bider mig fast i bordkanten, hvis jeg har sat mig en sag for. Jeg har 8 års erfaring som kommunalpolitiker i København, både som sundhedsordfører, kulturordfører og som gruppeformand. Jeg har den faglige ballast til at tænke i sammenhængende politikker på tværs af kommunale og regionale skel.

Jeg har igennem de seneste 10 år arbejdet professionelt med kommunikation, politiske rådgivning og projektledelse.

Jeg er gift og mor til to drenge, uddannet cand.scient.adm og arbejder i dag som rådgiver i et kommunikationsbureau.

Thursday, October 3, 2013

Hvem pokker skal man stemme på til regionsvalget?
 
Jeg tror, at rigtig mange mennesker ikke aner, hvem de skal stemme på regionsvalget. Regionsvalget er fortsat det hemmelige valg, og ingen interesserer sig rigtig for det og slet ikke medierne. Selv om regionerne faktisk har rigtig meget indflydelse på vores hverdag - ikke mindst i forhold til vores kontakt med sundhedsvæsenet.
 
Nu har jeg lavet denne lille videoscribt ....
 
 
 
 






Thursday, August 22, 2013

Tid til sceneskifte!

I dag d. 22. august har jeg udsendt følgende pressemeddelelse

Katrina Feilberg, Radikal Borgerrepræsentant, udtræder af Københavns Borgerrepræsentation

Katrina Feilberg, der har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 1. januar 2006 og gruppeformand de sidste 2 år, udtræder her kort før det kommende kommunalvalg af Københavns Borgerrepræsentation. Udtrædelsen sker, fordi Katrina Feilberg har valgt at flytte udenfor kommunegrænsen sammen med sin familie, og fordi hun har valgt at hellige sig regionalpolitik og valgkampen til det kommende valg til regionsrådet i Region Hovedstaden.

Bedre idrætsfaciliteter og fokuseret forebyggelse af kroniske sygdomme og overvægt blandt børn har været nogle af Katrina Feilbergs mærkesager gennem alle årene. Katrina Feilberg siger: Jeg er stolt af de mange tiltag inden for forebyggelse, grøn by og idræt, sundhed og vækst, som jeg har været med til at sætte i søen, og vil helt konkret pege på de mange nye idræts- og kulturfaciliteter byen har fået, så som havnebade, lommeparker, Streetmekka på Bavnehøj, og senest den nye vandlegeplads i Fælledparken. Men særligt initiativerne omkring bevægelseskonsulenter i dagsinstitutioner til forebyggelse af inaktive børn, de mange investeringer i velfærdsteknologi og IT, samt kommunens sundhedspolitik, er jeg stolt over”.

Katrina Feilberg har i sin periode som borgerrepræsentant været gruppeformand for den radikale gruppe fra 2011 – 2013 og næstformand i 2009-2010. Herudover har hun være kultur - og idrætsordfører siden 2006, sundhedsordfører fra 2009 – 2012, og senest børne- og ungeordfører. Herudover har hun varetaget en række hverv for kommunen og sit parti i forskellige udvalg og råd.

Katrina Feilberg siger om sine knap 8 år i kommunalpolitik i København: ”Det har været en stor beslutning at sige farvel til lokalpolitik i København, og dermed lukke dette kapitel i mit liv. Men jeg ser tilbage med stolthed på de sidste 8 år, hvor jeg har været med. Det har været en vanvittig spændende periode at være borgerrepræsentant. København er vokset med flere tusinde indbyggere, økonomien har været sund, og hvert år, på nær ét, har Radikale Venstre været med i budgetflertallet og skabt store resultater til gavn for københavnerne og de mange tusinde, der hvert år besøger hovedstaden.

Katrina Feilberg afslutter: ”Det sværeste ved at stoppe i lokalpolitik er, at jeg helt sikkert vil savne dialogen med borgergrupper og interesseorganisationer og ikke mindst med mine politiske kollegaer. Men jeg ser nu frem til at forsætte det politiske liv på regionalt niveau, og til at kunne trække på mange af mine erfaringer fra København til gavn for hele Region Hovedstaden”.

Fakta om Katrina Feilberg, 34 år.

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1. januar 2006 til 22. august. 2013. Tidligere gruppeformand (2011- 2013) og næstformand (2009-2011) for den radikale gruppe og ordfører for kultur, idræt, sundhed og børn og unge.

Opstiller til Regionsvalget i region Hovedstaden for Det Radikale Venstre.

Uddannet cand.scient.adm. Civilt job: Kommunikationsrådgiver i privat konsulentfirma. Gift, 2 børn.

Kontakt: Katrina Feilberg på 60101018 og www.radikale.dk/katrina

Thursday, April 25, 2013

Åbnet brev om skole-konflikten til den radikale folketingsgruppe


Jeg var medunderskriver på nedestående brev, som også blev bragt i Politiken den 23. april 2013.

Kære MF’ere, kære radikale partifæller.

Der er brug for et nationalt kompromis om folkeskolen!

Vi skriver til jer fordi vi er overordentligt bekymrede for situa...
tionen omkring lærerkonflikten. Vi skriver til jer for at anbefale at arbejde for et nationalt kompromis om folkeskolen. Vi skriver til jer i respekt for jeres arbejde og jeres position og også med den viden, at I ikke alene kan gennemføre de forslag vi stiller i dette brev. Vi skriver til jer i et åbent brev, fordi vi fra mange sider bliver bedt om at markere hvor vi står. Vi er på børnenes og skolens side.

Bekymring:
Vi gik til valg på at stole på og lytte til lærerne. Vi oplever i vores kommunale virkelighed og senest ved et ”lyttemøde” på Københavns Rådhus, at konflikten dag-for-dag fjerner troen på, at vi står for det vi gik til valg på. Lærerne har ikke været på arbejde siden marts måned og er frustrerede, vrede, ydmygede og trætte. De vil på arbejde og vi ser at konfliktens længde og ødelæggende omfang totalt overskygger for en bred folkelig debat og opbakning til regeringens udspil til en folkeskolereform – som ellers har mange gode aspekter. Men vi ved alle, at et løft af folkeskolen kun kan gennemføres i en samarbejdets ånd – den ånd er ikke til stede lige nu. Fra mange sider blandes arbejdstidsaftale og reform sammen – det er en meget beklagelig situation – men vi er alle nødt til at forholde os til det. Vi tror det bliver umådeligt svært at ”lade som ingenting” og fortsætte med reformforhandlinger ovenpå en langvarig konflikt der efterlader uløste opgaver, frustration og et massivt behov for kollektiv efterbehandling for både børn og voksne.
Vi tror på at det er kommet så langt ud nu, at man bør re-tænke hele processen og give god tid til at få debatteret hvilken folkeskole vi ønsker og hvad der skal til. Vi ser som sagt mange gode ting i udspillet til folkeskolereform men savner fx en debat om dannelsesaspektet i folkeskolen. Der tales om at lære på en ”bedre måde”, hvad er det? Der er også uløste spørgsmål omkring de massive investeringer i faciliteter det vil kræve, med længere skoledage og lærere der skal løse de fleste af deres administrative opgaver på skolerne.

Forslag:
Vi foreslår, at et eventuelt regeringsindgreb sætter konflikten på stand-by et år, så der er god tid til at løse behovet for at lærerne læser flere timer mm., gennem samarbejde og ikke gennem konflikt, som har så mange kedelige bivirkninger. Vi foreslår, at skolereformen sættes til grundig høring og debat i hele Danmark – en gang til. Den positive side af den verserende konflikt er, at der tales skole i hvert hjørne og krog af Danmark. Lad os vise børnene, lærerne og skolens mange interessenter og brugere, at vi er parat til at lytte og at vi sætter dialogen allerhøjest – for folkeskolens skyld. Vi foreslår et nationalt kompromis om folkeskolen! Vi står til rådighed for yderligere dialog.