Friday, September 12, 2008

Samtidskunsten, idrætsklubbernes faciliteter og nyt bibliotek i Ørestad og skal prioriteres



I forbindelse med de kommende budgetforhandlinger har jeg en hel klar plan, hvad angår prioriteringen af kultur- og idrætsområdet i de kommende budgetforhandlinger. På særligt tre punkter ser det radikale venstre gerne en markant styrkelse. For det første er det nu på tide at byen for sin helt egen politik for samtidskunst. Der er masser af talenter indenfor samtidskunsten i København og megen kunst at vise frem. Men desværre så har det haltet gevaldigt med vilkårene og udstillingsmulighederne for kunstnerne. I Det radikale venstre håber vi, at en saltvandsindsprøjtning kan få samtidskunsten til at spire i byen. I den forbindelse håber vi også at en samtidskunstpolitik kan sætte fokus på, hvordan byens rum kan åbnes op for fx lydkunst, lyskunst, gadeteater, dans og kortvarig eller permanent installationskunst. Med kunst i byrummet kan man blive forundret og inspireret, uden at man behøver at stå i kø, indløse billet, planlægge eller finde tid i en stresset hverdag.

Al for mange idrætsklubber har for dårlige klubfaciliteter. I det Radikale Venstre så vi gerne, at der i forbindelse med budgettet for næste år bliver lavet en udviklingsplan for idrætsklubberne i København. Det gælder både for deres fysiske faciliteter og for den generelle facilitering af klubberne. Det kunne fx være nogle forbedrede klubhus-faciliteter, hvor flere klubber har til huse, og hvor de kan få assistance til at lave regnskaber, administration etc.

Ikke mindst vil det Radikale Venstre arbejde for, at der bliver sat penge af til et nyt bibliotek i Ørestad. Bydelen er efterhånden ved at være så befolket og med både gymnasium og kommende folkeskole er det på sin plads, at bydelen for sit eget bibliotek.. Vi forestiller os at det nye bibliotek skal være bydelens og uddannelsesinstitutionernes kulturelle samlingspunkt i hverdagen. Og naturligvis være et moderne bibliotek, der passer til en moderne bydel.

Sunday, September 7, 2008

Pressemeddelelse: Lad klubber og foreninger gøre det de er gode til

Beskæftigelse- og integrationsborgmester Jakob Hougaard vil sætte de frvillige idræts- og foreningsledere til at holde øje med potentielle terrorister i København. Sammen med lærere og pædagoger skal de kunne ringe til en hotline på et såkaldt demokratikontor for hjælp mod ondsindede unge. De radikale mener, der er tale om endnu et blålys fra borgmesteren. Terrorisme skal bekæmpes, men der findes bedre løsninger end at tage de frivillige ledere som gidsler

Den radikale kultur- og fritidsordfører Katrina Feilberg siger: ”Idrætten, klubberne og lederne skal efterhånden både fungere som socialkontor, integrationskontor og beskæftigelseskontor. Vi politikere har det med at proppe alle mulige og umulige sociale, integratons- og beskæftigelsestiltag ned i halsen på dem, som bare gerne vil gøre det de er bedst til og synes er sjovt – som f.eks. at spille badminton eller gå til spejder.”

Forslaget her er blot endnu et i rækken, hvor politikere forsøger at pådutte klubber og foreninger en opgave, som de ikke er sat i verden for at løse. Det kan ikke undre, at det kniber med at skaffe frivillige, når de skal lave alt muligt andet, end det de brænder for – system-Danmark har for længst holdt sit indtog i foreningsverdenen.

Terror skal naturligvis forebygges og bekæmpes, men det kan gøres bedre og mere effektivt end med Jakob Hougaards forslag. Katrina Feilberg foreslå, at man f.eks. i stedet ser på en styrkelse af SSP-samarbejdet, som er et samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi. Det skal gribe fat i de unge, inden de kommer ud i kriminalitet. Her har København rigtigt gode erfaringer, og det er et arbejde, de involverede er uddannet til, og som de gør rigtig godt: ”Lad folk gøre det de er gode til – det gælder også her”, siger Katrina Feilberg afslutningsvis, som anerkender de gode intentioner, men mener at de frivillige som et minimum bør tages med på råd.

Som Jakob Hougaards forslag ligger nu, ligner det ren signalpolitik og socialdemokratisk regulering, mere end et tiltag der forebygger terror.