Sunday, September 7, 2008

Pressemeddelelse: Lad klubber og foreninger gøre det de er gode til

Beskæftigelse- og integrationsborgmester Jakob Hougaard vil sætte de frvillige idræts- og foreningsledere til at holde øje med potentielle terrorister i København. Sammen med lærere og pædagoger skal de kunne ringe til en hotline på et såkaldt demokratikontor for hjælp mod ondsindede unge. De radikale mener, der er tale om endnu et blålys fra borgmesteren. Terrorisme skal bekæmpes, men der findes bedre løsninger end at tage de frivillige ledere som gidsler

Den radikale kultur- og fritidsordfører Katrina Feilberg siger: ”Idrætten, klubberne og lederne skal efterhånden både fungere som socialkontor, integrationskontor og beskæftigelseskontor. Vi politikere har det med at proppe alle mulige og umulige sociale, integratons- og beskæftigelsestiltag ned i halsen på dem, som bare gerne vil gøre det de er bedst til og synes er sjovt – som f.eks. at spille badminton eller gå til spejder.”

Forslaget her er blot endnu et i rækken, hvor politikere forsøger at pådutte klubber og foreninger en opgave, som de ikke er sat i verden for at løse. Det kan ikke undre, at det kniber med at skaffe frivillige, når de skal lave alt muligt andet, end det de brænder for – system-Danmark har for længst holdt sit indtog i foreningsverdenen.

Terror skal naturligvis forebygges og bekæmpes, men det kan gøres bedre og mere effektivt end med Jakob Hougaards forslag. Katrina Feilberg foreslå, at man f.eks. i stedet ser på en styrkelse af SSP-samarbejdet, som er et samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi. Det skal gribe fat i de unge, inden de kommer ud i kriminalitet. Her har København rigtigt gode erfaringer, og det er et arbejde, de involverede er uddannet til, og som de gør rigtig godt: ”Lad folk gøre det de er gode til – det gælder også her”, siger Katrina Feilberg afslutningsvis, som anerkender de gode intentioner, men mener at de frivillige som et minimum bør tages med på råd.

Som Jakob Hougaards forslag ligger nu, ligner det ren signalpolitik og socialdemokratisk regulering, mere end et tiltag der forebygger terror.

No comments: