Thursday, May 27, 2010

Tom snak fra regeringen

Af Katrina Feilberg, medl. af BR (R) og Morten Østergaard, MF (R)

Det lød rigtig godt, da regeringen søsatte den såkaldte udfordringsret. Dvs. kommunerne kunne komme med forslag til regelforenkling og til at udfordre den regulering, som selv samme regering har trukket ned over kommunerne de sidste år. Afbureaukratisering og større kommunalt råderum er vejen til både bedre og billigere offentlig service. Radikale foreslog allerede i 2007 en tillidsreform, som skulle sætte den offentlige sektor fri - så vi er helt enige. Men regeringen skylder at sætte handling bag ordene. Det sker ikke nu.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har efter nøje overvejelse indsendt 14 konkrete ansøgninger til regelforenkling, herunder dispensation fra ‘reglen om dokumentation af årlig kontrol af stiger’! Men det har kastet bare to tilladelser af sig.

Regeringen vil spare fire milliarder kroner i kommunerne. Det vil gå ud over serviceniveauet, men et skridt i den rigtige retning ville være at lade kommunerne passe deres arbejde.

Vi savner en grundlæggende tillid til, at offentlige ansatte rent faktisk selv kan styre og vurdere deres arbejde. Som det er nu, er statsministerens afbureaukratiseringsreform tom snak. Faktisk har man aldrig produceret så mange love og bekendtgørelser som nu.

For øvrigt så slap København ikke for den årlige dokumentation for kontrollen af stigerne.

Bragt i Information